Ved analyse af resultater og stræktider fra Divisionsmatchen i Ovstrup den 21. april, ses at det i mindst 3 tilfælde, hvor OKR løbere er involveret, er spurten, der afgør placering og point.

På bane 3A har Gert Nielsen fra Allerød OK og jeg samme tid på sidsteposten, men jeg løber spurten 4 sek hurtigere end Gert og vinder altså med 4 sek. Det gav 2 point mere mod Allerød OK, end hvis Gert havde vundet.

På bane 2B er Amalie Tripax 3 sek foran Lærke Vejsnæs fra OK Midtvest på sidsteposten, men Lærke spurter 6 sek hurtigere i opløbet end Amalie, der dermed taber en placering og 2 point til OK Midtvest.

På bane 5 er Peter Mørup Jansen 12 sek efter Jan H Jørgensen fra OK Midtvest på sidsteposten, men en gigantisk spurt af Peter bringer ham 1 sek foran i mål. Det gav desværre ikke point, men alligevel.

Så det betaler sig altid at spurte, og når det er få point der skiller i en divisionsmatch, kan det være afgørende. Husk det til næste gang.

Hilsen

Janne